St. Thomas er en af de amerikanske Jomfruøer i Caribien. Øen var tidligere en dansk-norsk koloni som en del af de danske vestindier. Den blev annekteret af Danmark omkring 1670 og solgt til USA i 1917. Byen Charlotte Amalie og Fort Christian blev grundlagt af danskerne. Øen var et meget vigtigt handelscenter i Caribien på grund af sin gode naturlige havn. Den vigtigste handelsvej i dag er turisme. Lufthavnen på øen kaldes Cyril E. King Lufthavn.
Geografi
St. Thomas har et areal på 80,9 km². Befolkningen stiger på St. Thomas og var i 2000 51.181, en stigning på 3.015 (6%) på ti år. De amerikanske Jomfruøers højeste bjerg, Crown Mountain på 474 meter over havets overflade, ligger på St. Thomas.
Øen ligger på grænsen mellem den nordamerikanske plade og den caribiske plade. Jordskælv, tropiske cykloner og tsunamier forekommer. Klimaet er subtropisk med handelsvind, relativt lav luftfugtighed og lidt sæsonvariation i temperaturer. Den regnfulde sæson varer fra maj til november.
St. Thomas er af vulkansk oprindelse og er kendetegnet ved bjerge og kuperet terræn.
Hovedstaden i de danske vestindier gennem store dele af kolonitiden var Charlotte Amalie på St. Thomas. I en periode i det 19. århundrede var Charlotte Amalie den næststørste by i Danmark, kun slået af København.
Transport og kommunikation
St. Thomas ‘eneste lufthavn er Cyril E. King Lufthavn og ligger 3 km vest for Charlotte Amalie. Indtil 1984 fik lufthavnen navnet Harry S. Truman lufthavn, men blev omdøbt til ære for De amerikanske Jomfruøers næstvalgte guvernør Cyril Emmanuel King.
Der er en færgeforbindelse til Cruz Bay på den nærliggende ø St. John fra Charlotte Amalie og Red Hook på øens østside flere gange dagligt. Færgeturen fra Charlotte Amalie tager 45 minutter og fra Red Hook 20 minutter. Derudover er der en færgeforbindelse til Puerto Rico, De Britiske Jomfruøer og Gallows Bay på St. Croix.
De amerikanske Jomfruøer er det eneste amerikanske territorium med venstre trafik. Denne praksis blev fortsat efter overtagelsen af Dansk Vestindien. De fleste af bilerne på St. Thomas importeres fra USA, så de har rattet til venstre.
Historik
Opdagelsen af Jomfruøerne
Jomfruøerne blev opdaget af Christofer Columbus på hans anden rejse til den nye verden i 1493.
I det 16. og 16. århundrede var St. Thomas kendt for at være et tilflugtssted for pirater. Nærheden til de store handelsruter, de mange afsondrede forankringer og gode forsyningsmuligheder gjorde forholdene ideelle. De franske og engelske regeringer begyndte en klappjagt på piraterne i et forsøg på at stoppe plyndringen af deres last og forsyningsskibe. Den kendsgerning, at St. Thomas ikke havde nogen ejere, gjorde den naturlige havn og bugt omkring Charlotte Amalie særlig attraktiv for piraterne.
Den danske kolonitid
Kong Christian V fra Danmark-Norge, besat af tanken om at have en stærk koloni i Vestindien
I begyndelsen af det 17. århundrede havde de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Holland, Frankrig og England, koloniseret det meste af Caribien og for Spanien stort set i hele Sydamerika. Men ingen af disse kolonimagter havde vist interesse for St. Thomas. Den danske konge gav hollænderen Johann de Villum et kongeligt privilegium, der gav ham eksklusive rettigheder til handel mellem Danmark og Vestindien, men det var først i 1652, at danske købmænd så de muligheder, der eksisterede i handel med øen, efter at skibet “Fortuna” ankom til København med en værdifuld last. Købmændene overtalte Frederik III fra Danmark-Norge til at oprette det karibiske selskab.
Den 6. maj 1665 blev Erik Nielsen Smit udnævnt til guvernør, og den 1. juli sejlede han med sit besætning fra København med skibet “Eendragt”. Opgaven var at kolonisere St. Thomas. Øen var tidligere blevet befolket af indianere, men disse var blevet transporteret af spanierne til deres øer som slaver. I februar 1666 gik den første last med sukker, kakao, kanel og pukkenholt til København. Mest sandsynligt blev disse varer købt fra andre øer. Koloniseringseksperimentet var vanskeligere end oprindeligt troet. Erik Nielsen Smit døde efter kort tid, der var en mangel på mad, og øen blev regelmæssigt plyndret af pirater. I 1668 rejste de sidste overlevende til Danmark.
I 1670 kom Christian V til tronen, og året efter blev Vestindisk-Guineaselskab etableret, en privilegeret virksomhed, der fik monopol på handelen mellem St. Thomas og Danmark. Den erfarne vestindiske sejler Jørgen Iversen Dyppelblev udnævnt til guvernør. Med sig på overfarten i skibet “Færø” bragte han med sig 190 mænd og kvinder og materialer til at bygge en lille landsby. Efter et stop i Bergen underskrev flere nordmenn, da flere af besætningen var tilbage. Efter ankomsten til St. Thomas begyndte han opførelsen af et fort for at forsvare den nye koloni. Efter seks måneder var 161 af de oprindelige 190 døde, og de danske kolonister blev hjulpet af eksilede eller retsforfulgte hollændere og engelskmenn. Jørgen Iversen Dyppels fort blev afsluttet i 1680 og blev opkaldt efter kong Christian V af Danmark-Norge. Ud over at være en forsvarsvirksomhed blev Fort Christian også brugt som rådhus, luthersk kirke og mødested for lokalbefolkningen.
Det var vanskeligt at få skibe, der sejlede over til St. Thomas på grund af historierne om en lang og vanskelig passage og om livet i Vestindien med sygdom, varme og den næsten sikre død. For at få nok personale blev det meste af besætningen hentet fra fængsler og forbedringshuse. De fleste gange bestod besætningen af fanger med lange fængselsstraffe, fanger med dødsstraf og prostituerede. Det var almindeligt, at mere end en ud af tre døde undervejs, og det samme antal døde inden for seks måneder efter ankomsten til St. Thomas.
Nicolai Esmit fra Holsten blev udnævnt til guvernør efter Iversen Dyppel, dels fordi den danske stat skyldte ham penge, dels fordi han havde 30 års erfaring i Vestindien. Esmit behandlede slaverne direkte sadistisk, og han sluttede sig til de mange pirater, som på det tidspunkt herjet i hele Vestindien. Esmit grundlagde byen Taphus fra 1689 kendt som Charlotte Amalie. Navnet Taphus var baseret på de mange kroer, som Esmit angav. Esmit fandt, at han personligt kunne tjene en masse penge ved at lade piraterne bruge St. Thomas som base for deres mange ekspeditioner mod især engelske og franske skibe. Storbritannien protesterede mod den danske regering og sagde, at hvis danskene ikke kunne holde deres eget hus i orden, ville de gå ind og tage St. Thomas selv. På denne baggrund blev Nicolai Esmit kaldt hjem til Danmark.
Jørgen Iversen blev overtalt af kongen til at indtage en ny periode i Dansk Vestindien. At få et besætning til Iversen Dippels skib til St. Thomas viste sig at være vanskeligt. Ingen danske officerer ville deltage i krydsningen, og hollandske officerer blev bragt ind i stedet. Det meste af det andet besætning måtte tages fra Københavns fængsler. Skibet forlod København den 10. november 1682. Fra starten var der uoverensstemmelser mellem Iversen Dyppel og de hollandske officerer. Efter to måneder på havet var skibet kun ankommet til Den Engelske Kanal, hvor besætningen gjorde mytteri, og Iversen Dyppel, hans gravide kone og deres børn blev dræbt og kastet over bord. Den samme skæbne førte officerne, mens kommandøren blev tvunget til at tage skibetAzorerne. På øen Flores blev slaverne, den unge assistent Torgersen Rosenberg og nogle sejlere deponeret. Kun Rosenberg overlevede og vendte senere tilbage til Danmark.
Skytborg er det eneste tilbageværende vakttårn på St. Thomas og Vestindien fra kolonitiden i det 17. århundrede, der har bevaret sit oprindelige udseende. Ifølge en historie havde piraten Edward “Blackbeard” Teach en bopæl i Skytsborg.
Britisk besættelse under Napoleonskrigene
Den dansk-norske handelsflåde blev beskyttet af flåden, der nød godt af landets neutralitet i krigen i Europa. Ikke desto mindre blev de neutrale dansk-norske skibe udsat for misbrug af krigende nationer til søs. Derudover var der en uenighed om, hvilken slags varer neutrale lande kunne sælge til krigførende nationer. De konstante misbrug førte til, at Danmark-Norge etablerede en neutralitetsalliance med Rusland, Sverige og Preussen. Denne forbindelse beskyttede handelsflåden ved at sætte den i konvoj. Det Forenede Kongerige, som var den førende havmagt, følte dette som en trussel.
Som et resultat af den anspændte situation mellem Danmark og Det Forenede Kongerige i januar 1801 besluttede Det Forenede Kongerige at indføre en embargo mod de danske vestindiske øer, og i slutningen af februar rygter i de danske vestindiske øer om, at Det Forenede Kongerige indsamlede en hær og flådemagt til dette formål at besætte øerne. Den 28. marts ankom en britisk flåde på tre linjeskibe, seks fregatter og 20 andre St. Thomas-skibe. Flåden under kommando af viceadmiral John Thomas Duckworth ankom med 4.000 soldater under kommando af General Trigge. St. Thomas-guvernør Casimir Wilhelm von Scholten overgav sig uden kamp. Tre dage senere havde guvernøren i Dansk Vestindien også Wilhelm Anton Lindemannovergive sig til St. Croix. To dage efter at Christian VII mistede sin kronekoloni til briterne, lancerede den britiske flåde angrebet på Københavns skib.
Efter 11 måneders besættelse gjorde Storbritannien og Frankrig fred, og kontrollen med de danske vestindier blev vendt tilbage til Danmark den 16. februar 1802.
Den 9. juli 1807 havde kejser Alexander af Rusland dannet en alliance med sin tidligere fjende Napoleon. De indgik også en hemmelig aftale om at tvinge Sverige og Danmark-Norge til at lukke deres havne for britiske skibe og for at tvinge disse lande til den fransk-russiske alliance. Briterne blev opmærksomme på aftalen og sendte derfor en flåde mod København for at forsøge at overtale Danmark til at indgå en union med Det Forenede Kongerige, hvor Danmark måtte pantsætte hele flåden som sikkerhed for, at aftalen ville blive overholdt. I betragtning af den dansk-norske neutralitet i Napoleonskrigene nægtede den danske regering at acceptere en sådan aftale, hvilket resulterede i, at engelskmennene den 2. september 1807 indledte enbombning af Københavns by. Briterne besatte de danske vestindier i december samme år, en besættelse, der sluttede den 20. november 1815.
Salg af danske vestindier til USA
Efter udbruddet af den første verdenskrig frygtede De Forenede Stater, at øerne ville blive besat af Tyskland, og efter åbningen af Panamakanalen i 1914 steg øernes strategiske betydning. I Danmark frygtedes det, at landets neutralitet kunne sættes under pres som et resultat af at have en af de bedste havne i Vestindien.
Den 4. august 1916 blev der aftalt et salg af øerne til De Forenede Stater for $ 25 millioner. Danmark erklærede sine tidligere krav om folkeafstemning og borgerlige rettigheder og pligter for borgerne. Derudover anerkendte De Forenede Stater Danmarks krav til Grønland og dermed ikke Norges krav på de ubeboede dele af Østgrønland. De Forenede Stater havde brug for øerne af strategiske grunde for at forhindre, at Tyskland fik fodfæste på den vestlige halvkugle. De økonomiske interesser var underordnede.
Hele salgsprocessen blev holdt hemmelig af den radikale danske regering og udenrigsminister Erik Scavenius. Et eventuelt salg af Dansk Vestindien blev for nylig aflyst, og meddelelsen af salgsaftalen førte til protester fra oppositionen, især fra det konservative folkeparti, med det resultat, at der ville afholdes folkeafstemning i Danmark. Folkeafstemningen om salget af Dansk Vestindien var det første valg, kvinder kunne deltage i, efter at Danmarks forfatning blev ændret i 1915. Valgresultaterne viste, at 283.000 stemte for salg og 158.000 stemte imod. Folkene i øjnene fik ikke lov til at stemme, men den sorte fagforeningsleder David Hamilton Jacksonarrangerede en privat folkeafstemning om St. Croix, hvor 4.027 stemte og syv stemte imod salget.
Traktaten om salget blev underskrevet af den amerikanske præsident Woodrow Wilson og statssekretær Robert Lansing den 16. januar 1917.
Den 31. marts 1917 kl. 16.00 blev Dannebrog fejret for evigt, og Stars and Stripes gik til toppen. Beboere, der ville beholde deres danske statsborgerskab, fik muligheden. Befolkningen var for øvrig uden fulde amerikanske borgerrettigheder indtil 1927.
31. marts fejres hvert år på øerne som “Transfer Day”, og derefter fejres både Danmark og De Forenede Stater for den måde, overførslen fandt sted. Alle er selvfølgelig gratis, og mange samles til en fest. Som en nysgerrighed kan det nævnes, at befolkningen aldrig har opgivet de mange danske helligdage. Disse opretholdes, mens de også fejrer alle amerikanske ferier og helligdage.
Borgere får amerikansk statsborgerskab
Først i 1927 fik borgerne på øerne amerikansk statsborgerskab. Under 2. verdenskrig udviklede St. Thomas sig til en betydelig forsvarsbase. Forsvars- og indenrigsministeriet regerede øerne indtil 1936, da en civil regering blev indsat.
Efter 2. verdenskrig mistede St. Thomas sin strategiske betydning og kom helt i skyggen af den amerikanske regerings opmærksomhed, helt til Cuba-krisen. Amerikanerne måtte derefter finde sig andetsteds med hvide strande, korallrev og azurblå hav. En konstruktionsbom med tilhørende immigrantarbejdere fra andre øer i Caribien førte til øget velstand og aktivitet på øen. De amerikanske Jomfruøer har i dag de højeste levestandarder i det vestlige Indien.
Beboerne i St. Thomas tog det sidste farvel til dansk kolonialisme så sent som i 1993, da lokale myndigheder købte det danske vestindiske selskab, inklusive krydstogtskib Havn med sine indkøbscentre, for $ 54 millioner. Dette firma var det eneste, som danskerne havde bevaret, da de solgte kolonien til De Forenede Stater i 1917.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0