Søg afbudsrejser til Grækenland

Ouzo i glasset og feta på tallerkenen med udsigt ud over det azurblå hav. Skinnende sol fra en skyfri himmel og svalende bølger skummende mod huden – Grækenland er for mange følelsen af ferie og afslapning, og der er mange forskellige øer at vælge imellem. Her kan du finde de bedste afbudsrejser til Grækenland og få information om, hvorfor netop Grækenland vil være et godt bud på din næste ferie.

Søg afbudsrejser til Grækenland​:

Vores afbudsrejse-søgefunktion oplever lige nu tekniske problemer. Vi beklager ulejligheden – i mellemtiden henviser vi til vores konkollegaer fra Travelmarket via linksne her:

Hvorfor Grækenland?

Grækenland modtager knap 20 millioner turister om året på grund af det varierende landskab – her findes nemlig både bjerge med enestående natur, sol, strand, kultur og ikke mindst historie. Altså noget for enhver smag uanset om man er børnefamilie, eventyrer eller historieinteresseret.

Grækenland inkluderer både fastlandet, hvor især hovedstaden Athen er fremtrædende, og de i alt 2.500 øer, hvoraf Kreta, Kos, Korfu, Rhodos, Samos og Santorini er de mest besøgte. Med deres placering ved Middelhavet giver de perfekte forhold for både sol, strand og oplevelser.

Grækenland er et udpræget sommer-rejsemål, da her ofte er for koldt til sol og strand om vinteren.

Civilisationens vugge

Grækenland og historie hører unægteligt sammen, og oldtidens Grækenland har sat et stort præg på både den vestlige civilisation, kultur, kunst, videnskab og filosofi. Her levede de kendte filosoffer og udfordrede hinanden inden for både politik, sprog og kunst, men også kultur og videnskab.

Det betyder, at man som historieinteresseret vil kunne se de gamle græske samlingspunkter, der giver genlyd den dag i dag, hvor ruinerne stadig er velbevarede. Mest kendte er her Akropolis med Parthenon-templet på fastlandet. For netop en historieinteresseret vil Athen, men måske også især Rhodos og Kreta med Knossos, være et godt valg.

Sol, strand og hav

Et af Grækenlands store trækplastre er de mange sandstrande og det azurblå vand – som taget direkte ud af en reklame. Øerne er decideret smukke og fremstår som et levende postkort, hvor alting går lidt langsommere.

Mange af de græske øer tilbyder børnevenlige sandstrande af høj kvalitet, og her er næsten altid garanti for mange solskinstimer – især i juli og august, hvor temperaturen snildt kan komme et godt stykke over de 30 grader.

Nogle af de bedst strande ifølge TripAdvisor findes også på de let tilgængelige rejsemål – nemlig Balos-lagunen, Falassarna Beach og Elafonissi Beach på Kreta, Anthony Quinn Bay på Rhodos og Milos Beach på Lefkas.

Frodig natur og små bjergbyer

Grækenland er ikke kun et paradis for de sol- og strandglade. Eftersom både øerne og fastlandet er præget af bjerge, findes en helt fantastisk natur, som kan opleves på både vandre- og køreture. Vejene igennem det græske landskab er ofte smalle og snoede, og snart kommer man forbi små bjergbyer med historiske bygninger, prægtige kirker, sammenkomster på torvet og små cafeer, hvor man kan indtage en frokost bestående af lokale råvarer.

Som man bevæger sig videre, bugter veje og stier sig mellem tætte skove, golde bakkeområder og frodig flora, der springer i øjnene i hele farvepaletten. Et firben hviler i solen, mens ruiner fra fortidens storhed hæver sig op mod solens skær. Man oplever natur og afgrøder på helt tæt hold, når man bevæger sig videre forbi både olivenlunde og citrusplantager.

Ouzo, feta og mezes

Et besøg i Grækenland er ikke fuldendt uden at have smagt på det græske køkken. Den græske mad har rødder i både det oldgræske og mellemøstlige køkken, som også i dag influerer madkulturen.

Grækerne laver gerne mad fra bunden, og her går de meget op i sundhed og råvarernes kvalitet. Der trækkes meget på, hvad middelhavsklimaet kan levere af både friskfangede fisk, ny-plukkede urter og grøntsager direkte fra markerne samt figner, citroner, oliven og appelsiner fra træerne.

Et traditionelt græsk måltid består ofte af såkaldte mezes, der er små retter – lidt ligesom tapas i Spanien. Hovedretten består som regel af fisk, brød og grønt og ofte serveret med fetaost.

Når man er i Grækenland, bør man derfor prøve den lokale fetaost – gerne med et glas ouzo eller retsina til.

Hvor skal jeg rejse hen i Grækenland?

Grækenland har som nævnt 2.500 øer samt fastlandet, hvilket kan gøre det svært at vælge. Derfor har vi lavet en guide til de mest markante græske rejsemål:

Athen – Grækenlands hovedstad

Athen ligger på fastlandet og giver mulighed for at opleve historiens vingesus på helt tæt hold. Must-see er både Akropolis-ruinerne med Parthenon-templet, men også de mange små amfiteatre. Byen kan være noget hektisk, men en egentlig storby efter vestlige standarder kan den ikke helt betegnes som.

Athen har bibeholdt meget af den ægte græske stil, og derfor findes masser af charme i de gamle kvarterer og kringelkrogede gader. Athen kan også være et stop på vejen, da der findes gode færgeforbindelser til mange af øerne herfra.

 

Kreta – den største ø

Kreta er den største af de græske øer og Zeus’ fødested ifølge græsk mytologi. Øen tilbyder mange forskellige muligheder: lige fra dejlige sandstrande med masser af vandsport over hyggelige fiskerbyer til en hæsblæsende vandretur i Samaria-kløften og et historisk besøg på det arkæologiske vidunder Knossos.

Rhodos – i fortidens fodspor

Rhodos er også en af de mest populære feriedestinationer, og denne ø byder både på sol, strand og natur men også meget historie. Rhodos’ gamle by er helt unik, og man føler med det samme, at man er trådt ind i en filmkulisse fra tempelriddernes tid. Der er desuden rig mulighed for at komme med ud på sejlture og opleve Grækenland fra vandsiden.

 

Korfu – den grønne ø

Korfu hører til de mest grønne og frodige af de græske øer med masser af oliven- og cyprestræer, men der bydes også på rigtig fine strande. Man kan på Korfu let komme væk fra de meget turistede områder og nyde freden og roen i uberørte omgivelser. Man bør leje en bil, hvis man tager til Korfu, da her findes mange seværdigheder – både små landsbyer, plantager og gemte huler.

 

Kos – børnenes paradis

Kos vil være et godt valg for børnefamilien, da her findes rigtig mange børnevenlige strande med lavt vand. Også naturen og de små byer ud til vandet er smukke og værd at se. Kos har herudover et godt natteliv.

 

Santorini – øen fra postkortet

Santorini er ofte blevet afbilledet på postkort, der viser de hvide huse med de blå døre, som bare emmer af, hvad mange opfatter som det ægte Grækenland. Især byen Oia danner ofte rammen for postkortbillederne og er et oplagt sted at besøge. Santorini byder desuden på nogle af Grækenlands bedste strande samt et unikt vulkanlandskab.

Øvrige væsentlige øer

Ud over de førnævnte mest kendte græske øer, findes der flere, der skiller sig ud – disse inkluderer Samos, Naxos, Zakynthos, Lesbos, Skiathos, Lefkas, Mykonos, Symi og Patmos.

Bor man på en af de større øer, kan man med fordel undersøge, hvilke af de små øer der findes færger til, hvis man ønsker et lille øhop. Dette kan klart anbefales.

Bådudflugter er også en god måde at opleve mere på en let måde. Der findes mange forskellige ture på stort set alle øerne.


Hvad bør jeg vide om Grækenland

Her har vi samlet en række praktiske oplysninger om Grækenland:

Valuta

Den officielle valuta er Euro.

Tidszone

Grækenland er 1 time foran Danmark – når klokken er 12 i Danmark, er den derfor 13 i Grækenland.

Indbyggere

Grækenland har en befolkning på omkring 11 millioner.

 

Hovedstad

Den græske hovedstad er Athen med omkring 3 millioner indbyggere.

Geografi

Ud over fastlandet inkluderer Grækenland ikke færre end 2.500 øer. Disse er inddelt i forskellige øgrupper. De mest kendte er Kreta, Rhodos, Kos, Korfu og Santorini.

Sprog

Græsk er det mest udbredte sprog i Grækenland, som har sit eget alfabet. Langt de fleste steder står alting dog også med ”almindelige” bogstaver på engelsk.

Mange grækere – især de unge – taler et fint engelsk, men man skal ikke forvente nordeuropæiske standarder.

Landskab

Grækenland ligger placeret mellem Europa, Afrika og Asien, og både fastland og øer er præget af bjerglandskaber. Der findes også mange skovområder og klipper. Især øerne prydes af fantastisk natur på grund af det varierede landskab, og ikke mindst findes der flere steder masser af børnevenlige sandstrande.

Religion

Religion spiller fortsat en stor rolle i mange af grækernes liv, og den største religion i Grækenland er den græsk-ortodokse. Religion er ofte samlingspunktet i lokalsamfundene.

Eftersom religion er vigtigt, bør man som turist vise respekt for de lokale, religiøse skikke. Besøger man hellige steder, bør man hverken vise bare skuldre eller knæ.

Åbningstider

Grækerne holder ligesom mange andre sydeuropæiske lande siesta. Det betyder, at offentlige instanser ofte kun er åbne fra omkring klokken 8.30 til 13/14. Lørdag/søndag er der lukket.

Mange butikker i mindre byer holder også siesta-lukket om eftermiddagen, men åbner igen bagefter – ofte fra omkring klokken 16/17 til klokken 19/20. I store byer som Athen og ved turist-seværdigheder holdes der ofte ikke siesta.

Klima

Grækenland har primært middelhavsklima, hvilket giver varme og tørre somre, mens vintrene ofte er milde.

Områderne i det nordlige Grækenland har dog et tempereret klima, og både disse og bjergområderne oplever ofte sne om vinteren.

Hvis man ønsker en ferie til Grækenland for solen og varmens skyld, bør man tage af sted om sommeren eller i det sene forår/tidlige efterår. Her findes de højeste temperaturer og de fleste solskinstimer.

Rejser man til Athen, skal man være opmærksom på, at der kan være meget varmt i juli/august. Her findes også langt de fleste turister.

Priser

Grækenland har generelt en del lavere priser end i Danmark, hvilket gør leveomkostningerne i ferien lavere.

Man kan få en rejse til Grækenland til fornuftige penge – afhængig af destination, tidspunkt og indkvartering. Der findes alt fra luksushoteller til mindre pensionater.

Leder man efter en budget-rejse, bør man vælge tidspunkter, der ligger uden for højtiderne og børnenes sommerferie.

 

Drikkevand

Man bør ikke drikke vandet fra hanen – sundhedsrisikoen er godt nok lille, men det smager ikke godt. Køb derfor hellere vand på flaske, hvilket er billigt i Grækenland.

Elektricitet

Grækenland har 220 volt.

Handicappede

Handicap-forholdene i Grækenland er ikke altid de bedste – for eksempel i Athen. På turiststederne på øerne tages der dog ofte mere hensyn, blandt andet med adgang til strandene.

Transport

Grækenland har et nogenlunde veludviklet transportnetværk, men man skal ikke forvente samme pålidelighed og standard som i Danmark.

Athen er meget trafikeret og hektisk, og man skal være opmærksom på, at de lokale ikke altid overholder færdselsreglerne.

Athen og mange af øerne har færgeruter, der sejler imellem hinanden. Dette er oftest den letteste måde at komme ud til de mindre kendte øer på.

De større øer har som regel egne lufthavne. Man kan flyve direkte fra flere danske lufthavne til mange af de græske.

Der findes en del busser på øerne, som er billige, men det kan især anbefales at tage en taxa til udflugtsmålene – vær blot sikker på, at den er autoriseret.

Hvis man gerne vil ud i yderkrogene af landet og øerne, kan man også leje en bil – i Grækenland findes mange af de velkendte biludlejningsfirmaer.

Helligdage

Følgende dage er helligdage, hvor både offentlige instanser og mange butikker holder lukket:

  • 1. Januar
  • 6. Januar
  • 25. Marts
  • 1. maj
  • 15. august
  • 28. oktober
  • 25. december
  • 26. december  

Herudover også dagene i forbindelse med de øvrige kristne højtider som påske og pinse. Der er desuden en helligdag forbundet med den ortodokse fastelavn.

Tyveri

Grækenland er generelt et sikkert land at rejse i, men der findes mange lomme- og tasketyve – både i Athen og på turistede områder på øerne.

Findes der en sikkerhedsboks på hotellet, kan denne med fordel anvendes til at opbevare de værdigenstande og kontanter, som man ikke har brug for på dagsturen. Ellers anbefales det at opbevare sine værdigenstande i en lukket taske.

Terror

Udenrigsministeriet har klassificeret Grækenland som et land med en middel risiko for terror. Det betyder, at man generelt ikke har grund til bekymring på sin ferie.

Naturkatastrofer

I Grækenland forekommer både jordskælv og skovbrande ofte.

Sundhed og vaccinationer

Der kræves inden vaccinationer. Det blå sygesikringskort er dækkende for danske turister i Grækenland.

Pas

Der kræves et gyldigt pas for at rejse ind i landet. Passet skal være gyldigt under hele opholdet, men herudover er der er ingen krav til gyldigheden.