Republikken Mali (fransk: République du Mali) eller Mali er en fastlåst stat i Vestafrika. Det er afgrænset af Algeriet mod nord, Niger mod øst, Burkina Faso og Côte d’Ivoire mod syd, Guinea mod syd og Senegal og Mauritania mod vest.
I kolonitiden blev området for det nuværende Mali kaldet det franske Sudan. Mali er opkaldt efter det gamle rige Mali. Mali er medlem af Den Afrikanske Union og er det ottende største land i Afrika og det 23. største i verden. Som de fleste andre afrikanske kolonier blev landet uafhængigt i 1960’erne (1960).
Hele det nordlige Mali er beliggende i Sahara- ørkenen, og de centrale og sydlige dele er hovedsageligt Saheliske savanner. Den længste flod i det vestlige Afrika og den tredje længste flod i Afrika, Niger, strømmer i de centrale og sydlige dele. Over 65% af hele landet er ørken eller semi-ørken, og nogle steder fører ørkendannelse til alvorlige problemer.
Geografi
Mali er et landstoppet land, men Niger-floden, der strømmer gennem sydlige og centrale dele af landet, er en vigtig vandvej. De nordlige dele af Mali er hovedsageligt beliggende i Sahara- ørkenen. Mod syd er den Saheliske savanne. Der er nogle bjerge i nordøst. I de tørre sæsoner blæser Harmattan- vinden sandstorme fra Sahara. Mali-området er hovedsageligt lavland. Landets højeste punkt er Hombori Tondo i en højde af 1.155 meter over havets overflade. Det er beliggende i Homborivuorilla (Monts du hombori).
Malis mest folkerige by er dens hovedstad, Bamako, med en befolkning på ca. 1.500.000 (2004). Andre større byer inkluderer Ségou, Sikasso, Mopti, Gao og Kayes. Placeret langs Niger-floden, Ségou og Mopti er vigtige havnebyer og fiskericentre.
Med et areal på 1.240.278 km² er Mali det 23. største land i verden og det ottende største land i Afrika. Vand dækker et område på ca. 20.000 km². Landets længste flod er Niger. I sydvest flyder også Senegal-floden og dens sideelver. Mali er et af de grundlæggende medlemmer af Fleuve Sénégal Organisation. Der er nogle søer i Mali, herunder Faguibine, Dô, Niangay, Débo og Korarou.
Mali har en landegrænse til andre stater på i alt 7243 kilometer. Den længste fælles grænse er med Mauretanien (2 237 km).
Administrativ opdeling
Mali er administrativt opdelt i regioner, distrikter og kommuner. Områderne er Gao, Kayes, Kidal, Koulikoro, Mopti, Ségou, Sikasso og Timbuktu og grundlæggerne Ménaka og Taoudén. Hovedstaden Bamako danner sit eget distrikt.
Økonomi
Mali er et af de fattigste lande i verden. Dens bruttonationalprodukt er omkring 1100 US dollars per indbygger (2013). Cirka 10% af befolkningen er nomadisk, og 80% af arbejdsstyrken beskæftiger sig med landbrug eller fiskeri. Derudover lever mange kvinder med lerarbejdet, de udfører. 65% af jorden er ørken og semi-ørken, så landbrug er stort set begrænset til Niger- floden. Malis økonomi afhænger af udenrigshjælp og verdens bomuldspriser.
I 2006 udgjorde bomuld, guld og husdyr 80-90% af Malis eksportindtægter. Landbruget fokuserer på selvforsyning med korn (hirse, sorghum og majs).
For eksempel eksporteres tørret fisk til andre vestafrikanske lande som Burkina Faso, Côte d’Ivoire og Ghana. Malisk bomuld eksporteres især til Schweiz. Der er lidt industri i landet, og det er hovedsageligt koncentreret i saltindustrien og sko- og tekstilindustrien. Med hensyn til indtægter er udgifterne næsten dobbelt. Den Internationale Valutafondblev godkendt af Mali i 1999 til programmet for højt gældsgivende fattige lande (HIPC). I det bruges de midler, der vil gå til betaling af ekstern gæld, til at reducere fattigdom. Programmet reducerer Malis eksterne gæld med 37 procent eller 539 millioner dollars. Når Mali opfylder sine gældsprogrammål, vil det også drage fordel af G8-gældslettelsesaftalen.
Malis valuta er CFA-franc, som også er valutaen for tretten andre lande i Vest- og Centralafrika. Værdien af valutaen er i øjeblikket knyttet til euroen. Malis største handelspartnere er Côte d’Ivoire, Senegal, Kina og EU. I 1994 var Mali et af de grundlæggende medlemmer af Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union (EMEA).
Trafik
Mali har 593 kilometer jernbaner og 22 474 kilometer veje, hvoraf 5 522 kilometer er asfalteret. Dakar-Niger-jernbanen fører fra Senegals Dakar via Kayes og Bamako til bredden af Niger-floden i skolekorridoren. Niger er operationel en del af året undtagen for afsnittet mellem Bamako og Koulikouro.
Der er 25 flyvepladser i Mali, hvoraf otte har baneoverflade. Den internationale lufthavn ligger i Sénou nær Bamako. Air Mali flyver til bl.a. Gao, Mopti, Kayes og Timbuktu.
Befolkning
Ifølge folketællingen i 2009 er Malis befolkning 14.528.662, hvoraf 50,4% er kvinder. Den gennemsnitlige befolkningstæthed er 11,7 indbyggere pr. Kvadratkilometer. Mere end halvdelen af malianerne bor i de sydlige områder af Sikasso, Koulikoro og Ségou, mens de nordlige områder af Timbuktun, Gao og Kidal har mindre end 10% af befolkningen. Bybefolkningen tegner sig for 22,5%. Den største by er Bamako med en befolkning på 1.810.366. Den nomadiske befolkning er 0,92% af befolkningen.
Landets befolkning er meget ung. Under 15 år tegner sig for 46,6%, de i alderen 15-64 år for 48,4% og dem over 65 for 3,2%. Den årlige befolkningstilvækst er 3,6%. Befolkningsvæksten er steget i de seneste årtier (1,7% mellem 1976 og 1987 og 2,2% mellem 1987 og 1998). I den nuværende takt vil Malis befolkning fordoble sig på næsten 20 år.
Sundhed
Forventet levealder i Mali i 2015 at være omkring 55 år. Det er lidt værre for mænd end for kvinder. Spædbarnsdødelighed er ekstremt høj, med en sammendrag af Verdenssundhedsorganisationen (2015), der viser, at 11,5 procent af maliske børn døde før de blev 5 år. Ifølge 2013-estimatet er 0,86% af befolkningen HIV- positive. Medianalderen er 16 år. I 2015 blev 38,7% af befolkningen over 15 år estimeret til at være literate. Mænd har højere læsefærdighed (48,2%) end kvinder (29,2%). I forbindelse med den vestafrikanske ebolaepidemi 2014 blev nogle tilfælde af ebola relateret til Guinea identificeret i landetEn mand, der rejste til Mali.
Etniske grupper
Cirka 50% af malierne repræsenterer mandarin- talende folk, inklusive bambus i den vestlige og centrale del af landet, mandinkas i sydvest, soninkaner ved den mauretanske grænse og djulas i østlige byer. Den næststørste gruppe er seminomadiske fulbeter, især i den centrale del af landet (17% af befolkningen). Mod sydøst er gurilaisia sprog taler Senufo, dogoneja og boboja (12%). Songhait (6%), der bor midt i Niger-floden og Tuareg og hyrder i deres syd for SaharaArabisk-talende maurere (10%).
Etniske grupper i landet sameksisterer ofte i de samme områder. Deres sameksistens er baseret på religion, lokal identitet og intergruppe og arbejdsdeling. Således dyrker for eksempel bambus hirse og sorghum og sanghait ris, mens fulbet dyrker husdyr, djulathandel og bozo- fiskeri. Spændinger mellem grupperne manifesteres af utilfredshed med de tørrammede Tuaregs og maurere med det politiske og økonomiske system domineret af mandangfolket i Syden.
Sprog
Det officielle sprog i Mali er fransk, der bruges i administration og skole og som en forbindelse mellem de etniske grupper i landet. Langt størstedelen af befolkningen taler indfødte afrikanske sprog, hvoraf den mest almindelige er handel lingua franca funktionel bambara. Det bruges ikke kun på fransk, men også på sprog for administration og medier. Bambara forstås af ca. 80% af Malis befolkning.
Ethnologue genkender 66 sprog, der er talt i Mali, hvoraf 62 er oprindelige og fire ikke-mali. Seks af disse betragtes som truede. De fleste sprog hører til den nigeriansk-kongolesiske sproggruppe. Den gamle litterære tradition findes kun på arabisk og tuareg, men for nylig er andre skriftsystemer udviklet til andre sprog.
I 2009 folketællingen, bambara modersmål af 46,3% af befolkningen (62,9% i byerne), fulania 9,4%, dogonia 7,2%, Soninke 6,4%, Mandingo og songhaita begge 5,6%, miniankaa 4, 3%, Tuareg sprog tamašeqia 3,5%, senufoa 2,6%, boboa 2,1%, bozoa 1,9%, khasonka 1,2% og arabisk dialekt mauri 1,1%.
Religion
Malin største religion er sunni islam, som spredes mod nord i 1000 er fremefter. Timbuktu, Djenné og Gao var fremtrædende centre for islamisk stipendium i middelalderen. I de sydlige dele af landet konverterede størstedelen af befolkningen ikke til muslimer før efter kolonistyret.
I henhold til folketællingen i 2009 er 94,8% af befolkningen islamisk. Der er 2,4% kristne og 2,0% animatorer. Kristne er især dogonien og bobojen blandt. Cirka to tredjedele af dem er katolske og en tredjedel er protestantiske. Den traditionelle religion at engagere sig i del boboista, Senufo, miniankoista og dogoneista. Mali-forfatningen garanterer religionsfrihed og definerer landet som en sekulær stat.
Uddannelse
Uddannelsesniveauet for Mali-befolkningen er ringe. I henhold til folketællingen i 2009 er 27,7% af de 15 år og derover (19,8% af kvinderne) læse.
Skolesystemet omfatter en seks-årig grundskole og en to-årig gymnasium. På øverste niveau kan studerende vælge mellem en to- eller treårig teknisk skole eller en fireårig erhvervsskole. Uddannelse er gratis for 7-16-årige. Det er også obligatorisk ved lov, men praktisk talt ikke alle går på skole. I 2009 gik 68,4% af grundskolebørn (65,0% af piger) i skole. Undervisningen foregår hovedsageligt på fransk.
University of Mali (Bamako University since 2006) blev oprettet i 1993. I 2011 blev det opdelt i fire universiteter, der repræsenterede forskellige discipliner. Andre colleges inkluderer det administrative kollegium, der blev grundlagt i 1958, Katibougou Agricultural College, Supreme Normal School for Teacher Education og Technical College, opkaldt efter Abderhamane Baba Touré. Det første regionale universitet blev oprettet i Ségouu i 2012.
Ved siden af Sankore moskeen blev grundlagt i 989 Timbuktu ligger Sankore Universitet var allerede 1100-tallet mere end 25 000 studerende fra flere forskellige lande. Sankor University er også stadig i drift.
Kultur
Siden uafhængigheden har Malis politiske ledelse forsøgt at skabe en samlet malisk kultur på tværs af stamme- og sproglige grænser. Politik er dog blevet kritiseret for at understrege Mandai-traditionen på bekostning af andre etniske grupper. Kultur er blevet defineret af landets lille uddannede elite, der har forsøgt at vurdere behovene for en stor, analfabet nation. Eliten har imidlertid ikke fremmedgjort fra sin baggrund, og initiativet til at opgive polygami fx faldt i ansigtet af oppositionen fra landskabet. Den nationale kultur er blevet forfremmet hvert andet år af festivaler fra 1962 til 1988, der samlet folkedans og musikgrupper fra forskellige regioner for at konkurrere og optræde i hovedstaden. Der er også afholdt forestillinger i teatre, festivaler,
De fleste maliske familier bruger mere end halvdelen af deres indkomst på mad. I byer er ris den vigtigste basismad og tegner sig for 40% af kosten. Derudover spises andre korn (sorghum og hirse), jordnødder, sukker og olie. På landet er ris en fest, og hirse, sorghum og phonies spises hver dag. Kornene fremstilles enten i sød grød kogt i mælk eller spises med fisk, kød eller grøntsagssauce.
Musik
Maliske musikere og bands:
Toumani Diabaté, Ballaké Sissoko, Ali Farka Touré, Salif Keita, Amadou & Mariam, Rokia Traore, Habib Koité, Oumou Sangare, Songhoy Blues
World Heritage Sites
UNESCO ‘s World Heritage vælges fra de fire elementer Mali :
Old Towns of Djenne (liste 1988), Timbuktu (shortlisted 1988), Askia’s Grav (adgang til 2004), Bandiagara Rock (adgangsliste 1989)
Litteratur
Folkene i Mali har en rig mundtlig tradition, der består af ordsprog, eventyr, sange, historiske historier og heroiske digte. Sidstnævnte er specielt specialister inden for oral tradition, kendt som vandmænd i bambus. Arabisk litteratur blomstrede i den nordlige del af landet, blandt andet repræsenteret af lokale historikere Mahmud Kati og Abdherramane es Sadi. Især i det 19. århundrede blev religiøs litteratur også produceret på sprogene Tuareg og Fulani. Sproget for nutidig fiktion født i kolonitiden er fransk, men maliske forfattere har også forsøgt at integrere deres mundtlige tradition med vestlige modeller. Internationalt anerkendte forfattere inkluderer Fily Dabo Sissoko, påvirket i 1950’erne, Amadou Hampâté Bâ, der begyndte på samme tid, og Yambo Ouologuem, Seydou Badian Kouyaté, Massa Makan Diabaté, Moussa Konaté, Aoua Kéita og Aïcha Fofana. Temaerne for den malaysiske litteratur er kolonialismearv, sociale problemer, kvinders position, konflikter mellem tradition og modernitet og mellem landdistrikter og byområder.
Media
Adskillige fransksprogede aviser vises i Mali, herunder den statsejede L’Essor, der blev grundlagt i 1949. Pressens rolle er dog temmelig mindre. Broadcasting leveres af State Office de Radiodiffusion Télévision du Mali, der begyndte i 1957, og af adskillige lokale radiostationer oprettet siden 1992. Tv-udsendelser begyndte i landet i 1983.
Sport
Mali har deltaget i de olympiske lege siden 1964. Det har aldrig modtaget medaljer. I 2004 deltog det i fodbold og i 2008 i basketball, i andre år har holdet haft mindre end ti atleter. I september 2010 rangerede Mali-fodboldholdet 65. i FIFA-rankingen, mellem Finland og Polen.
Ovenstående afsnit er udgivet med Wikipedia som kilde under Creative Commons 3.0