Afbudsrejser til Spanien

Spanien er en af danskernes helt store ferie-favoritter, og det er med god grund. Spanien er nemlig ofte et sikkert valg, hvis man ønsker sol, varme og strand, men landet byder også på mange andre muligheder. Læs med her hvor vi har fundet nogle af de bedste afbudsrejser til Spanien, og hvor vi forklarer, hvorfor netop Spanien er et godt valg.

 

(Liste over afbudsrejser her)

Hvorfor Spanien?

Spanien er det næstmest besøgte land i verden med over 82 millioner turister om året. Dette skyldes landets kombination af sol, strand, natur, kultur og historie, og der er noget for både børnefamilier med brede strande, for den eventyrlystne med vilde bjerge og for den historieinteresserede med hele 47 World Heritage-steder. Endvidere findes også et levende natteliv, pulserende storbyer og et køkken med særpræg. Kort sagt findes der noget for enhver smag.

Sol og strand

En af grundene til, at mange danskere ofte rejser til Spanien, er varmen, solskinnet og strandene. Varmen er behagelig i både forår og efterår, og om sommeren er der fuld kraft på med ofte meget høje temperaturer på op til 40 graders varme – især inde i landet. Man kan snildt regne med dagstemperaturer på omkring de 30 grader i sommermånederne. Hertil kommer mange solskinstimer på omkring 10-12 om dagen i juliaugust.

Spanien er også kendt for sine mange strande, og disse findes både på fastlandet og på øerne. Hvis rejsen skal gå til fastlandet, så vil sydkysten være et godt valg til sol og strand, hvor der findes mange af de mere finkornede strande. De Kanariske Øer har ligeledes mange strande, men eftersom her findes vulkaner, er sandet ofte mørkere og grovere. Mallorca har derimod den type strande, man kender fra reklamerne – hvide, brede og lavvandede. Det gør dem perfekte til børnene.

Bjergtagende natur

Spanien er måske mest kendt for sol og strand, men naturen er også helt enestående. Der findes masser af muligheder for varierede naturoplevelser, idet man på sin ferie både kan opleve svimlende bjerge, frodige appelsin- og olivenlunde og betagende ørkenområder.

Dette kan ses, mens man også passerer simple bjergbyer, hvor tiden står stille, og pittoreske kystbyer som malet på et postkort med både idyl og summende stemning. Kridt vandreskoene og begiv dig ud på vandrestier mellem modne appelsiner, der hænger plukkeklar på træerne og gamle klostre, fæstninger og kirker, som vidner om fordums historier og ikke mindst bevægende skæbner.

Både fastlandet og øerne byder på disse muligheder.

Farverige storbyer

Hvis man mere er til byliv og metropolitanske stemninger, så byder Spanien også på en række store byer med masser af kultur og liv. Madrid og Barcelona er rigtige storbyer på hver deres måde og giver en rig mulighed for at kombinere storbyferien med lokal kultur og historie. Her findes nemlig både internationale butikker og udvalg men pakket ind i en lokal fremstilling.

Også Sevilla og Valencia tilbyder unikke storbyoplevelser.

Mere end paella

Mad og drikke spiller en vigtig rolle i spaniernes liv, og selv om der findes masser af velkendt mad i de turistbesøgte områder (ofte endda dansk mad, så man føler sig helt hjemme), så bør man sætte sig til bords i det spanske køkken.

Det spanske køkken byder nemlig på høj alsidighed og er derfor ikke kun synonym med paella. Paella er selvfølgelig at finde på langt de fleste spanske restauranter, men den varierer fra sted til sted efter geografisk område.

Fisk og skaldyr især indgår i mange af de spanske retter, idet det lokale fiskeri har en stor betydning. Beliggenheden ud til vandet omkring Middelhavet giver nemlig rig mulighed for at byde på friske fisk og skaldyr fra en bred palet.

Også den kolde gazpacho-suppe, Serrano-skinken og tapas er lokale specialiteter.

Dans og sport

Spanien associeres i høj grad med dans og bevægelse, og de latinske rytmer kan findes på langt de fleste rejsemål – både på feststederne men også i mere kulturelt regi. Her dyrkes især den fyrige dans flamenco med viftende skørter og bestemte kropsbevægelser, som man bør stifte bekendtskab med.

Sport præger generelt den spanske dagligdag meget, og det gælder især fodbold, hvor flere spanske hold længe har domineret den europæiske scene – det gælder både Real Madrid, Atletico Madrid, FC Barcelona og Valencia. Også tennis, cykling og den spanske pelota-sportsgren dyrkes blandt spanierne.

Hvor skal jeg rejse hen i Spanien?

Spanien byder på mange forskellige rejsemål, og her har vi lavet en guide til de vigtigste:

Madrid – ægte storbyferie

Den spanske hovedstad tilbyder det bedste fra flere verdener med spansk kultur og international atmosfære. Her findes både kulinariske oplevelser på de små tapas-barer, historiske monumenter, der vidner om en barsk fortid og kulturelle institutioner som Prado-museet. Selv for ikke-fodboldentusiaster vil et besøg på Real Madrids stadion Bernabeu være en berusende oplevelse.

Madrid kan besøges hele året rundt, men der kan være høj varme og mange besøgende om sommeren.

Barcelona – storbyferie med kunst

Barcelona byder også på masser af sitrende storbyatmosfære med liv i gaden, butikker og kunst. I Barcelona bør man især huske at opleve den lange strandpromenade, strøget La Rambla, Gaudis ufærdige kirke Sagrada Familia, det alsidige natteliv og FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou.

Barcelona kan besøges hele året rundt, men der kan være høj varme og mange besøgende om sommeren.

Mallorca – strand og natur

Mallorca forener det rolige strandliv med naturskønne oplevelser med en høj alsidighed. Her findes nemlig mange deciderede turistbyer med hoteller, strandpromenader, hvidt sand og azurblåt vand – perfekt til børnefamilien. Naturen er dog også enestående på Mallorca med både høje bjerge, skønne bjergbyer og beroligende oaser.

Mallorca er bedst at besøge fra sent forår til tidligt efterår.

De Kanariske Øer – sol og vulkaner

De Kanariske Øer som Gran Canaria, Tenerife og Lanzarote tilbyder generelt et varmt klima året rundt med masser af sol. Her er roligt og afslappende, men den aktive rejsende vil også kunne opleve høje bjerge, gamle vulkaner, hæsblæsende vandreture og unikke dykkeroplevelser. Der findes desuden mange strande, men sandet er ofte lidt grovere og mørkere end for eksempel på Mallorca.

De Kanariske Øer tilbyder mest varme om sommeren, men her er generelt også lunt om vinteren – ofte lige under de 20 grader.

Ibiza – for børn og festglade

Ibiza har både sol, lækre strande og familievenlige områder, men også et pulserende og eksklusivt natteliv for de unge og festglade.

Ibiza er bedst at besøge fra sent forår til tidligt efterår.

Costa del Sol – sol og flamenco

Den spanske solkyst tilbyder sol og afslapning for alle pengene. Kysten er børnevenlig med gode strande, men også den spanske kultur lever i bedste velgående her med både flamenco, mad og drikke. Det spanske fastland byder herudover på fantastiske naturoplevelser.

Costa del Sol er bedst at besøge fra sent forår til tidligt efterår.

Øvrige vigtige seværdigheder

Paladset Alhambra i Grenada er et af de mest ekstraordinære i hele Europa. Besøg også den sneklædte bjergkæde Sierra Nevada med unikke vandreture og ski om vinteren eller de gamle tyrefægterarenaer på fastlandet.

Hvad bør jeg vide om Spanien

Her har vi samlet en række praktiske oplysninger om Spanien, som er gode at kende på forhånd:

Valuta

Spaniens officielle valuta er Euro.

Tidszone

Spanien har samme tidszone som Danmark – bortset fra de Kanariske Øer, der er en time bagud: Når klokken er 12 i Danmark, er den 11 på de Kanariske Øer.

Indbyggere

Der findes omkring 47 millioner indbyggere i Spanien.

 

Hovedstad

Den spanske hovedstad er Madrid med omkring 3 millioner indbyggere.

Andre store byer tæller Barcelona med 1,6 millioner indbyggere, Valencia med 800.000 indbyggere, Sevilla med 700.000 indbyggere og Malaga med 550.000 indbyggere.

Geografi

Ud over fastlandet inkluderer Spanien også flere øer: Blandt andet de Kanariske Øer som tæller Tenerife, Gran Canaria, Lanzarote og Fuerteventura samt Ibiza, Mallorca, Menorca og La Palma.

Tenerife er den største ø befolkningsmæssigt men knap 900.000 indbyggere, mens Mallorca har lidt over 850.000 og Gran Canaria 840.000.

Sprog

Spansk er det mest udbredte sprog i Spanien, men i nogle regioner findes andre officielle sprog. Det drejer sig om catalansk i Catalonien, galicisk i Galicien og baskisk i Baskerlandet.

Efterhånden taler en del spaniere et nogenlunde engelsk, men ikke i samme omfang som i Nordeuropa. Det gælder også myndighederne og andre officielle arbejdspladser.

Landskab

Spanien byder på et meget varieret landskab med både skove, byer, bjerge, floder og strande. De største bjerge er bjergkæden Pyrenæerne. Det højeste bjerg, Teide, ligger dog på Tenerife.

Religion

Den største religion i Spanien er romersk katolicisme. 70 procent af spanierne bekender sig til denne religionsform.

Religion tages alvorligt i Spanien, og derfor bør man vise respekt, hvis man besøger hellige steder og kirker. Her ses det gerne, at man ikke viser hverken bare skuldre eller knæ.

Åbningstider

Der holdes ofte stadig siesta i Spanien. Det betyder, at mange offentlige institutioner derfor kun er åbne om morgenen/formiddagen mellem klokken 8.30-13/14. Om lørdagen og søndagen holdes der lukket.

Mange butikker holder også siesta, men åbner igen sent om eftermiddagen – gerne fra klokken 16/17-18/20. I turistbyerne holdes der ofte åbent hele dagen.

 

Klima

Spaniens dominerende klima er middelhavsklimaet, som sikrer varme og tørre somre og oftest milde vintre.

Sol- og strandrejser til Spanien er bedst om sommeren (eventuelt sent forår/tidligt efterår), hvor der kan forventes høje temperaturer.

Vintrene er milde og derfor passende til storbyferier ligesom forår og efterår. Her er varmen nemlig mindre kvælende, og her er færre turister. De Kanariske Øer har selv om vinteren et forholdsvist varmt klima på omkring 20 grader, hvorfor man også kan bade her.

Priser

Selve rejsen til Spanien er dyrest omkring højtider og i børnenes sommerferie. Hvis man ønsker at spare penge, kan man overveje at rejse i det sene forår eller tidlige efterår.

Priser og leveomkostninger er generelt lavere i Spanien end i Danmark.

 

Drikkevand

Det anbefales ikke at drikke vand fra hanen. Sundhedsrisikoen er lille, men det smager ikke godt. Køb derfor hellere vand på flaske.

Elektricitet

Spanien har 220 volt og bruger samme type stik som os i Danmark.

Handicappede

Forholdene for handikappede er generelt ikke gode, men på turiststeder tages der dog flere hensyn.

Transport

Generelt fungerer den offentlige transport godt i Spanien. Der findes toge og fly mellem de større byer samt mange busser og taxaer på feriemålene.

Man kan flyve direkte til flere lufthavne fra Danmark. Spanien har i alt 47 lufthave.

Eftersom taxaer ikke koster nær så meget som i Danmark, kan det være en god ide at komme rundt til seværdigheder på denne måde. Busser er også billige.

Man kan også vælge at leje en bil, og der findes mange biludlejningsfirmaer i Spanien – det inkluderer mange af dem, man kender fra både Danmark og andre feriedestinationer. Dog skal man være opmærksom på, at de lokale ikke altid overholder færdselsreglerne, hvilket betyder, at der sker mange uheld.

Helligdage

Følgende dage er helligdage, hvor stort set alt er lukket:

  • 1. januar
  • 6. januar
  • 1. maj
  • 15. august
  • 12. oktober
  • 1. november
  • 6. december
  • 25. december

Herudover også dagene i forbindelse med de øvrige kristne højtider som påske, pinse og Kristi Himmelfart.

Tyveri

Når man rejser til Spanien, vil man generelt være sikret en sikker rejse, men man bør stadig tage sine forholdsregler – især i forhold til lomme- og tasketyve. Pas derfor godt på værdigenstande og penge.

Hvis der findes en sikkerhedsboks på hotellet, kan man med fordel opbevare de penge, som man ikke har brug for den givne dag, her. Læg pung og mobiltelefon i en lukket taske på turen, som du hele tiden kan holde øje med.

Terror

Spanien er af Udenrigsministeriet klassificeret som et land med en middel risiko for terror, hvilket betyder, at man generelt ikke har grund til bekymring.

Sundhed og vaccinationer

Der kræves inden vaccinationer.

Pas

Der kræves et gyldigt pas for at rejse ind i landet. Passet skal være gyldigt under hele opholdet, men der er ingen krav om gyldighed herudover.